Spiseforstyrrelser kan opleves både hos børn, unge og voksne
Spiseforstyrrelser kan opleves både hos børn, unge og voksne. Det kan være skræmmende at se sit barn tabe sig meget og ofte forandre sig fra at være et glad og sundt barn til overvejende at være trist og have det dårligt – med nye og undertiden bizarre spisevaner. Det kan give en følelse af afmægtighed, idet det kan være svært for forældre at komme ind på barnet og forstå, hvad der sker.
Spiseforstyrrelsen kan fylde meget for barnet, den unge eller den voksne, da tankerne ofte kredser om mad. I mange tilfælde kan der være tale om bagvedliggende problemer med selvværd og andre problematikker. Hyppigt ses, at der kan være startet på en slankekur, der så har taget overhånd, og som ikke synes at kunne stoppe.
Ofte er man utilfreds med sig selv og kan være meget sårbar over for bemærkninger fra andre. Og fremtiden kan synes meget angstprovokerende.
Et svært område at arbejde med
Spiseforstyrrelser kan være et svært område at arbejde med, da der ud over de psykiske problemområder også er en fysisk dimension, der kan betyde liv eller død.
Behandling omfatter såvel den fysiske dimension som den psykiske dimension. Jeg kan tilbyde et samtaleforløb, hvor jeg i lettere tilfælde støtter i den fysiske dimension, og hvor jeg arbejder målrettet med psykiske faktorer, som kan være forklarende for udvikling af spiseforstyrrelserne. Bearbejdning af disse psykiske forhold kan fremme en sund udvikling og medvirke til at fjerne risikoen for tilbagefald.
I sværere tilfælde kan der være et samarbejde, hvor lægen/sygehuset tager sig af den fysiske del, og den psykiske side behandles psykologisk
Kontakt mig
Ring til mig på telefon 8720 0774 eller send mig en mail til post@psykologerne.info og jeg vil besvare din henvendelse hurtigst muligt.